Fortællinger

Jeg var allerede første gang oppe og se Nordlyset, som hed Nordbo dengang, d. 27/10 – 2009. Jeg besøgte stedet igen d. 29/10 – 2009, og så valgte jeg at flytte ind d. 14/11- 2009

Jeg nåede at bo der fra november 2009 til september 2013. Det var små 4 år.

Hvordan var det at være anbragt barn?

Jeg vil sige, at jeg har været anbragt barn, fra jeg var 11 år, til jeg var 18. Jeg har boede på tre forskellige opholdssteder, som var vidt forskellige. Dét, at man er anbragt barn, er en speciel ting. Hvis man taler med normale mennesker om det, så tror de enten, at man er misbruger, eller at man er kriminel.

Men når man så fortæller, at man ikke er misbruger eller kriminel, så forstår mange mennesker ikke, hvorfor man bor sådan et sted.

Når man kommer fra en familie, hvor der har været en masse usikkerhed, hvor man enten har haft forældre, der var alkoholikere eller stofmisbrugere, eller man har haft en familien som udøver vold på en, så tror mange normale mennesker, at man selv bliver sådan.

I mange tilfælde når man er anbragt barn/ung, så er det fordi, man ikke fungerer hos sin egen familie, og man behøver ikke at være en stjernepsykopat, bare fordi man bor sådan et sted.

Et opholdssted er ikke et fængsel, en psykiatrisk afdeling, et misbrugshjem eller en AA-gruppe. At der er så mange, som har så mange fordomme om det, er bare så forkert.

Når man er anbragt barn, er man mange gange isoleret fra verden, fordi man lever i et ungt miljø, hvor bøjlerne godt kan gå lidt højt. Man ved ikke engang selv som ung, hvordan ens hverdag kan se ud. Man tager altid en dag ad gangen.

Selvom du kommer ud og oplever verdenen med de andre unge, ved evt. biografture m.m., så er det alligevel ikke det samme som at bo hjemme. Dine ”forældre” er en masse pædagoger, som skal have ansvaret for dig. De skal passe på dig, og de skal beskytte dig over for det onde.

Når man er anbragt, er det en særlig tin. Du kommer til at få en masse bekendtskaber og en masse nye venner/søskende. Du bestemmer ikke selv, hvem du bor med. Det eneste du bare skal som person er at acceptere folk omkring dig, om du vil det eller ej.

At være anbragt kan også være en svær ting. Hvis du ønsker en masse i dit liv, og du har en masse udfordringer med dig, så kan det godt se meget uoverskueligt ud, selvom andre bare tænker ”Det der kan vel ikke være så svært”.

Jo, det kan det rent faktisk!

Prøv og forestil dig, at du bor på en kæmpe gård med en masse dyr og en masse unge mennesker osv. At du så også går i skole samme sted, så ser du ingen andre mennesker end de pædagoger, du har, og de unge du bor med. Du bliver isoleret fra verdenen, og når du så er gammel nok, så skal du ud og stå på egen ben. WTF?!

Det er ikke en ting, du bare lige gør, fordi du har hele tiden været vant til, at nogle redder dig, hvis det går galt.

Den virkelige verden er meget anderledes, når du har været anbragt.

At være anbragt kan medføre en masse gode ting, men også en masse dårlige. For mit vedkommende er det ikke et tabu, at jeg har været anbragt. Jeg er faktisk lidt stolt af det, fordi jeg ikke har haft samme standardliv, som mange andre unge på min alder har haft.

Jeg har ikke altid haft det sjovt som anbragt barn. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har haft det godt med det. Det har hjulpet mig igennem en masse ting, som har gjort mig til den, jeg er i dag.

Anbragte børn er ikke mindre værd end andre unge!

Hvilket rolle spillede pædagogerne i dit liv?

Altså igennem de små 7 år jeg har været anbragt barn, har jeg mødt utroligt mange pædagoger i mit liv. Nogle som jeg havde et helt særligt forhold til, og andre hvor jeg nærmest var ved at kaste op ved at være i samme rum som dem.

Men når man er i selve situationen, så ser man KUN det dårlige, som de der pædagoger vil! Man ser kun alt det, de gør forkert, og man hader dem. Men jo ældre man bliver, jo mere forstår man.

Jeg er altid blevet set som en pige, der aldrig gjorde noget forkert og som pædagogernes lille duks, men igen! (sandheden er noget anderledes haha) Ej, men…

Rollen, som de forskellige pædagoger havde, var meget forskellig. Nogle accepterer jeg virkelig, og om andre tænkte jeg bare mit.

Men alt i alt er der en ting, de alle havde tilfælles, som var:

De skulle passe på os, de skulle støtte os, og de skulle kunne tåle os. Samt holde os ud når vi var værst.

Jeg havde i mange perioder gået mine egne veje. Men jeg vidste altid, at hvis jeg valgte at komme til dem, så vendte de mig ikke ryggen.

Jeg har set mange af mine gamle pædagoger som forbilleder, samt bonusmødre og bonusfædre. Ikke fordi jeg ikke elsker min mor, far og søskende – fordi det gør jeg. Jeg elsker dem helt til månen og tilbage igen.

Pædagogerne var ens rollemodeller, og irriterende personer som skulle bestemme over en. Hvis man så stak af klokken lort om natten, så kunne man stadig komme hjem, men de kørte efter det princip, at hvis du var stor nok til at gå, var du også stor nok til at komme hjem. SÅ stoppede man jo hurtigt med det, fordi så kom den forventede reaktion ikke.

Men kort fortalt så har pædagogerne gjort meget godt for mig, og jeg skriver ikke dette for at gøre dem tilfredse, men jeg gør det fordi, det er sandheden.

Jeg har været ved at brække mig over pædagoger mange gange, fordi de havde ret, og jeg var 15 år og troede jeg kunne klare alt selv. Så får man sådan et had-/kærlighedsforhold til dem. Man syntes, de var dumme, når de støttede én, men de var også dumme, når de gav én ret. Men alt i alt elsker jeg alle de fantatiske pædagoger, der var der i min tid på Nordbo og vil takke dem for alt, hvad de har gjort!

Havde du en tryg barndom, trods du var væk fra dine forældre?

Når man bor på sådan et sted, så ved du aldrig, hvad der kan ske i løbet af en dag, såsom slåskampe, råb og skrig osv. Men der var alligevel en tryghed. Når man bor i et lille miljø, så finder man tryghed hos de mennesker, man er op ad.

Man havde regler og rammer, og hvis man ikke overholdt dem, så fandt man ud af, hvad der kunne ske. Der er tryghed i selve miljøet, og man ved, hvad der er rigtigt og forkert. Tryghed i, at man ved, hvor man har de forskellige henne.

Man ved, at de pædagoger ikke er stive når de kommer ind ad døren eller kommer op og slås, og man lærer at kunne stole på voksne mennesker igen.

Man lærte også hurtigt, at man kunne få tryghed og sikkerhed ved de voksne, der var omkring en.

Mine bedste minder:

Puha. Der er mange.

Jeg tænker tit tilbage på lige i starten, da jeg var flyttet til Nordlyset, så var jeg jo ”hende den nye”. Jeg skulle se stedet an, og jeg skulle se de unge an. Men jeg blev taget rigtig godt imod.

Jeg kan huske, at vi engang legede gemmeleg indenfor og slukkede alt lyset i hele huset. Jeg lagde mig under sofaen i stuen og blev ikke fundet.

Da alle var blevet fundet på nær mig, så gik de alle bare ned for at ryge, og jeg valgte at blive liggende.

Til sidst opgav jeg, og det skal lige siges, at der havde jeg været liggende under denne her sofa i næsten 2 timer. Så rejste jeg mig op og ville gå ned og ryge min godnatsmøg, men så var alle gået i seng, og jeg fik en skideballe for at rende rundt om natten. Det var en af mine første 3 måneder, jeg var der.

En anden aften var jeg så overtræt, at jeg begyndte at rydde op kl. 2 om natten. Jeg ville bære nogle gamle glas ned, da MALENE kom springende ud på gangen og råbte ”GÅ NU I SENG”. Jeg blev så forskrækket, fordi der var ikke noget lys, og Malene stod med håret ud til alle sider, og jeg flækkede bare af grin bagefter.

Nu holder vi lige fokus på Malene i et øjeblik.

Jeg havde boede på Nordlyset i ca 1,5 år, da Malene kom til. Hun havde sin første prøvevagt, og på det tidspunkt havde jeg fundet min yndlingsplads, og det var under trappen. Hun kom og hilste på mig 4-5 gange den dag ved at sige den samme sætning ”Hej, jeg hedder Malene. Hvad hedder du” ?

Da Malene havde gjort det 4. gang, så tænkte jeg ”hold da kæft, kommer hende der fra jobcentret, eller hvad fanden sker der.” Jeg talte med en af de andre unge og sagde ordret ”håber fandeme ikke, jeg skal have hende som kontaktperson.”

Hvad sker der så efter meget kort tid? ”Julia du er den heldige. Du skal have Malene som kontaktperson.”

Jeg tænkte, ”FML”

Nå men.

Efter 3,5 år blev jeg alligevel så mega glad for Malene, og det ved hun!

Jeg har et par minder mere, som omhandler 3 andre pædagoger ved navn Julie, Jeanette og Tanja.

Tanja var som min feriemor, og jeg elskede at komme hjem til hende. Hun havde en weekendvagt, og vi var ikke andet end 3 unge hjemme. Vi aftalte med Tanja, at vi skulle have pizza, og så hjem til hende. Det var så hyggeligt. Tanja havde på det tidspunkt en hund. Den var så sød og skøn! Den hed Carlo. Carlo var så sød, og Tanja sagde ”Det der har han da aldrig gjort før”. Han hoppede op af mine ben og sad på min fod m.m.

Det viste sig senere, at det ikke var sidste gang, jeg skulle være hjemme hos hende.

Julie – ja, Mick Øgendal med spas!

Jeg havde en mega svær periode i mit liv, og Julie havde købt en masse lækkert ind og havde taget stand-up med. Jeg havde bare nej-hatten på, men gik med på hendes ide alligevel.

Vi så denne her spas, og vi skreg af grin. Til sidst grinte jeg, fordi hun grinte og omvendt også.

Dagen efter møder der en anden pædagog ind, og jeg tænkte, jeg lige ville være sjov ved at sige ”Jørgen, hvis du går ned med skraldet, så kan du lige tage posten med tilbage.”

Julie kunne næsten ikke lade vær med at grine, da han sagde ”næh, jeg gider sgu da ej.”  Da han gik, så skreg vi af grin.

Jeanette – pas på, der er en hare.

For søren da! Jeanette var en ny pædagog, og hun havde hørt, at vi altid var lidt ”sjove” mod de nye ved at få dem ud på små veje i vores kæmpe bus samt sætte alt muligt i gang. Jeanette var ikke så nem, at overbevise. Men vi skulle ud og køre en aftentur, og fik hende til at køre en bagvej. Det skal lige siges, at der er pænt mørkt ude på den vej, uden gadelygter m.m.

Vi kommer så op i et kryds, hvor hun spørger, om hun kunne køre. Så råbte jeg ” NEJ DER ER EN HARE”. Hun bremsede så hårdt, at jeg nærmest sad oppe i forruden.

Jeg siger så ”så fik vi ikke forloren hare alligevel i dag”, da hun så skriger af grin og efterfølgende siger ”Julia, du ved godt, hvad forloren betyder, ikke?” Nej, svarede jeg. Hun forklarede så, at det intet har med en hare at gøre.

Jeg kunne fortsætte med at skrive mine gode minder ned med Malene, der lavede rullefald midt i køkkenet. Og at jeg engang skulle skrive en lang opgave om Nordbo/Nordlyset kom til at være et bosted, hvor jeg skriver ”Nordbo er et sted hvor unge med en ungdomspension kan bo”. Jeg mente en ungdomssanktion, hvor man kunne bo på Nordbo, hvis man havde en dom.

Når jeg skriver denne her sætning, håber jeg, at Birgitte (Pengedame) kan huske det. 😊

Jeg stopper her med flere minder, da jeg kunne fortsætte derud af.

Hvad var svært ved at være anbragt?

Det, der var svært ved at være anbragt, var, at du tit kunne føle dig forkert. Du følte, du var meget anderledes end andre, fordi du boede med 11 -12 andre unge og en masse pædagoger, hvor andre unge på din alder boede derhjemme hos deres egen familie.

Det var tit, jeg drømte om at komme hjem igen, men det blev aldrig til noget. Jeg ønskede bare at få et normalt liv. Tiden på bosteder var ikke altid så nem, fordi du skulle tænke på andre, som også have brug for støtte, samt skulle man tænke på, hvad man mente og følte.

Kort fortalt kunne det være et helvede i perioder, fordi der i mange perioder kunne gå sport i den, og hvem der fejlede mest, og hvem der havde brug for mest hjælp osv.

Igen når det så var i de gode perioder, hvor alle var glade, og folk havde det godt sammen, så er det noget af det bedste, der er sket i mit liv.

Pædagogerne, min familie, venner og min kæreste har været med til at gøre, at jeg er der, hvor jeg er i dag.

Set i bagspejlet har jeg på så mange år bestået 9. klasse, bestået grundforløb 2 til en pædagogisk assistentuddannelse, fået fuldtidsjob ude på et normalt arbejde, lykkes mig at komme ud af systemet, lykkes mig at bo fast med min kæreste og have et perfekt liv uden så mange nedture nu her.

Jeg kan rent faktisk ikke huske, hvornår jeg har haft min sidste nedtur. Jeg har det så godt i dag, uden nogle psykiske ting at slås med. Vi alle fejler vel et eller andet. Men hoved op og røven ned!

OG ET KÆMPE TAK FOR DISSE MANGE ÅR! LOOOOOOOOVE FOR MIG!!!!!!! MØS MØS.  Tidligere ung på Nordlyset.

Kollegiet Nordlyset