Fortællinger

Jeg var allerede første gang op og se Nordlyset som hed nordbo dengang, d. 27/10 – 2009, så besøgte jeg stedet igen d. 29/10 – 2009, også vælger jeg at flytte ind d. 14/11- 2009

Jeg nåede at bo der fra november 2009 til september 2013, det var små 4 år.

Hvordan var det at være anbragt barn?

Jeg vil sige, at jeg har været anbragt barn fra jeg var 11 år til jeg var 18. Jeg har boede på 3 forskellig opholdssteder, som var vidt forskellige. Det med at man er anbragt barn, er en speciel ting. Hvis man taler med normale mennesker omkring det, så tror de enten, at man er misbruger eller man er kriminel.

Men når man så fortæller, at man ikke er misbruger eller kriminel, så forstår mange mennesker ikke hvorfor man bor sådan et sted.

Men når man kommer fra en familie, hvor der har været en masse usikkerhed, hvor man enten har haft forældre der var alkoholiker eller stofmisbruger, eller at man har en familien som udøver vold på en, så betragter mange normale mennesker at man selv bliver sådan der.

I mange tilfælde, når man er anbragt barn/ung, så er det fordi at man ikke fungere hos sin egen familie, og man behøver ikke at være en stjerne psykopat, bare fordi man bor sådan et sted.

Et opholdssted, er ikke et fængsel, er ikke en psykiatrisk afdeling, er ikke et misbrugshjem og hellere ikke en AA gruppe. Det med at der er så mange som har så mange fordomme om det, er bare så forkert.

Når man er anbragt barn, er man mange gange isoleret fra verden, fordi du lever i et ungt miljø, hvor bøjlerne godt kan gå lidt højt. Du ved ikke en gang selv som ung, hvordan ens hverdag kan se ud, du tager altid en dag ad gangen.

Selvom du kommer ud og oplever verdenen, med de andre unge, ved evt. biografture m.m. så er det alligevel ikke det samme, som hvis det var at bo hjemme.  Dine ”forældre” er en masse pædagoger som skal have ansvaret for dig. De skal passe på dig, og de skal beskytte dig over for det onde.

Når man er anbragt er det en særlig ting, det er du kommer til at få en masse bekendtskaber, og en masse nye venner/søskende. Du bestemmer ikke selv hvem du bor med, det eneste du bare skal som person er at acceptere folk omkring dig, om du vil det eller ej.

Det med at man er anbragt, kan også være en svær ting, fordi hvis du ønsker en masse i dit liv, og du så har en masse udfordringer med dig, så kan det godt se meget uoverskueligt ud- selvom andre bare tænker ”Det der kan vel ikke være så svært”

JO det kan det rent faktisk.

Prøv og forstil jer, i bor på en kæmpe gård, med en masse dyr, en masse unge mennesker osv. At du så også går i skole samme sted, så ser du ingen andre mennesker end de pædagoger du har og de unge du bor med. Du bliver isoleret for verdenen, og når du så er gamle nok, så skal du ud og stå på egen ben. WTF!

Det er ikke bare en ting du bare lige gør, fordi du har hele tiden være vant til at nogle redder dig hvis det går galt.

Den virkelig verden er meget anderledes, når du har været anbragt.

Det at være anbragt kan have en masse god ting men også en masse dårlige. Men for mit vedkommende, så det med at jeg har været anbragt, er ikke et tabu jeg har. Jeg er faktisk lidt stolt af det, fordi jeg har ikke haft samme standard liv, som mange andre unge på min alder har haft.

Jeg har ikke altid haft det sjovt, som anbragt barn. Men jeg vil lyve hvis jeg sagde at jeg ikke har haft godt med det. Det har hjulpet mig igennem en masse ting, som har gjort mig til den jeg er i dag.

Anbragte børn er ikke mindre værd, end andre unge!

Hvilket rolle spillede pædagogerne i dit liv?

Altså igennem de små 7 år jeg har været anbragt barn, der har jeg mødt utrolige mange pædagoger i mit liv. Nogle som jeg havde et helt særlig forhold til og andre hvor jeg nærmeste var ved at kaste op ved at være i samme rum som dem.

Men når man er i selve situationen, så ser man KUN det dårlig de der pædagoger vil! Man ser kun alt det de gør forkert, og man hader dem. Men jo ældre man bliver, jo mere forstår man.

Jeg er altid blevet set som en pige, der aldrig gjorde noget forkert, og er set som pædagogernes lille dusk, men igen! (sandheden er noget anderledes haha) Ej men.

Rollen som de forskellige pædagoger havde, var meget forskellig. Nogle acceptere jeg virkelig, og andre tænkt jeg bare mit.

Men alt i alt, så er der en ting de alle havde til fælles som var:

De skulle passe på os, og de skulle støtte os, samt skulle de kunne tåle os. Og holde os ud når vi var værst-

Jeg havde i mange perioder, gået mine egne veje. Men jeg vidste altid at hvis jeg valgte at komme til dem, så vendte de mig ikke ryggen.

Jeg har set mange af mine gamle pædagoger, som et forbillede, samt bonus mødre og bonus fædre. Ikke fordi jeg ikke elsker min mor og far, og søskende, fordi det gør jeg. Jeg elsker dem helt til månen og tilbage igen.

Pædagogerne var ens rollemodeller, og ens irriterende personer som skulle bestemme over en. Hvis man så stak af klokken lort om natten, så kunne man stadig komme hjem, men de kørte efter det princip at hvis du var stor nok til at gå, var du også stor nok til at komme hjem. SÅ stoppede man jo hurtig med det, fordi så kom den forventede reaktion ikke.

Men kort fortalt, så har pædagogerne gjort meget godt for mig, og jeg skriver ikke dette for at gøre dem tilfredse, men gør det fordi det er sandheden.

Jeg har været ved at brækket mig over pædagoger mange gange, fordi de havde ret, og jeg var 15 år og troede jeg kunne klare alt selv, så får man sådan et had/kærlighedsforhold til dem. Man synes de var dumme når de støttede en, men de er også dumme når de giver en ret. Men alt i alt, så elsker jeg alle de fantatiske pædagoger der var der i min tid på nordbo, og vil takke dem for alt hvad de har gjort!

Havde du en tryg barndom, trods du var væk fra dine forældre?

Når man bor på sådan et sted, så ved du aldrig hvad der kan ske i løbet af en dag. Såsom slåskampe, råb og skrig osv. men der var alligevel en tryghed. Når man bor i et lille miljø, så finder man tryghed hos de mennesker man er op ad.

Man har regler og rammer, og hvis man ikke overholdte dem, så fandt man ud af hvad der så kunne ske. Så der er tryghed i selve miljøet, og man ved at hvad der er rigtigt og forkert. Trygheden i at man ved hvor man har de forskellige henne.

Du ved at de pædagoger de kommer ikke er stive når de kommer ind ad døren eller kommer op og slås, og du lærer at kunne stole på voksne mennesker igen.

Man lærte også hurtigt at man kunne få tryghed og få sikkerhed ved de voksne der var omkring en.

Mine bedste minder:

Puha. Der er mange.

Jeg tænker tit tilbage på, lige i starten, da jeg flyttet til Nordlyset, så var man jo ”hende” den nye. Man skulle se stedet an, og man skulle se de unge an. Men man blev derimod taget rigtig god imod.

Jeg kan huske, at vi en gang legede gemmeleg indenfor, og slukkede alt lyset i hele huset. Jeg lagde mig under sofaen i stuen, og blev ikke fundet.

Da alle var blevet fundet på nær mig, så gik de alle bare ned for at ryge og jeg valgte at blive liggende.

til sidste så opgav jeg, og det skal lige siges, der har jeg liggende under denne her sofa i næste 2 timer. Så rejste jeg mig op og ville gå ned og ryge min godnat smøg, så var alle gået i seng, og fik en skide balle for at rende rundt om natten. Det var en af mine første 3 md jeg var der.

En anden aften, var jeg så overtræt, at jeg begyndt at rydde op kl. 2 om natten. Jeg ville så bærer nogle gamle glas ned, da MALENE kom springende ud på gangen og råbte ”GÅ NU I SENG”, jeg blev så forskrækket fordi, der var ikke noget lys, og Malene stod med håret ud til alle sider, og jeg flækkede bare af grin bagefter.

Nu holder vi lige fokus på Malene i et øjeblik.

Jeg havde boede på Nordlyset i ca 1,5 år, da Malene kom til. Hun havde sin første prøve vagt, på det tidspunkt havde jeg fundet min ynglings plads og det var under trappen. Hun kom og hilste på mig 4-5 gange på den dag, ved at sige den samme sætning ”Hej, jeg hedder Malene, hvad hedder du” ?

Da Malene havde gjort det 4. gang, så tænkte jeg ”hold da kæft, kommer hende der fra jobcentre eller hvad fanden sker der.” Jeg taler med en af den andre unge, og sagde ordret ”håber fandeme ikke jeg skal have hende, som kontaktperson.”

Hvad sker der så efter meget kort tid, ” Julia du er den heldige, du skal have Malene som kontaktperson.”

Jeg tænkte, ”FML”

Nå men.

Alligevel efter 3,5 år, så blev jeg alligevel så mega glad for Malene, og det ved hun!

Jeg har et par minder mere, som omhandler 3 andre pædagoger, ved navn Julie, Jeanette og Tanja,

Tanja var som min feriemor, og jeg elskede at komme hjem til hende. Hun havde en weekendvagt, og vi var ikke andet end 3 unge hjemme. Vi aftale med Tanja, at vi skulle have pizza og så hjem til hende. Det var så hyggeligt. Tanja havde på det tidspunkt en hund den var så sød og skøn! Den hed carlo. Carlo var så sød og Tanja sagde ”Det der, har han da aldrig gjort før” Han hoppet op af mine ben, og sad på min fod m.m.

Det viste sig senere, at det var ikke sidste gang jeg skulle være hjemme hos hende.

Julie_ ja mick øgendal med spas!

Jeg havde en mega svær periode i mit liv, og Julie havde købt en masse lækkert ind, og havde taget standup med. Jeg havde bare nej hatten på, men gik med på hendes ide alligevel.

Vi så denne her spas, og vi skreg af grin. Til sidst så grinte jeg fordi hun grinte og omvendt også.

Dagen efter, møder der en anden pædagog ind, og jeg tænkt jeg lige ville være sjov ved at sige ”Jørgen hvis du går ned med skraldet, så kan du lige tage posten med tilbage.”

Julie kunne næsten ikke lade vær med at grine, da han sagde ”næh jeg gider sgu da ej.”  Da han gik, så skreg vi af grin.

Jeanette – pas på der er en hare.

For søren da! Jeanette var en ny pædagog, og hun havde hørt, at vi altid var lidt ”sjove” mod de nye, ved at få dem ud på små veje, i vores kæmpe bus, samt sæt alt muligt i gang. Jeanette var ikke så nem, at overbevise. Men vi skulle ud og køre en aftentur, og fik hende til at køre en bagvej. Det skal lige siges, at der er pænt mørkt ude på den vej, uden gadelygter m.m.

Vi kommer så op i et kryds, hvor hun spørger om hun kunne køre, så råbte jeg ” NEJ DER ER EN HARE” hun bremser så hårdt at jeg nærmest sad oppe i forruden.

Jeg siger så, ”så fik vi ikke forloren hare alligevel i dag”, da hun så skriger af grin, og siger efterfølgende ”Julia, du ved godt hvad forloren betyder ikke?” nej svarede jeg. Hun forklarede så, at det intet har med en hare at gøre.

Jeg kunne forsætte med at skrive mine gode minder ned, med Malene der lavede rulle fald midt i køkkenet. Og at jeg en gang skulle skrive en lang opgave om Nordbo/Nordlyset kom til at være et bosted, hvor jeg skriver ”nordbo er et sted hvor unge med en ungdomspension kan bo” jeg mente en ungdomssanktion, hvor man kunne bo på Nordbo hvis man havde en dom.

Når jeg skriver denne her sætning, håber jeg at Birgitte (Pengedame) kan huske det. 😊

Jeg stopper her med flere minder, da jeg kunne forsætte derud af.

Hvad var svært ved at være anbragt?

Det der var svært ved at være anbragt, var at du tit kunne føle dig forkert. Du følte du var meget anderledes end andre, fordi du boede med 11 -12 andre unge og en masse pædagoger, hvor andre unge på din alder boede derhjemme hos sin egen familie.

det var tit jeg drømte om, at komme hjem igen, men det blev aldrig til noget. Jeg ønskede bare, at få et normalt liv. Tiden på bosteder var ikke altid så nemt, fordi du skulle tænke på hvad andre som også have brug for støtte, samt skulle man tænke på hvad man mente og følte.

Kort fortalt, så kunne det være et helvede i perioder, fordi der i mange perioder kunne gå sport i den og hvem der fejlede mest og hvem der havde brug for mest hjælp osv.

Igen, når det så var i de gode perioder, hvor alle var glade, og folk havde det godt samme, så er det noget af det bedste der er sket i mit liv.

Pædagogerne, min familie, venner og min kæreste har været med, at gøre at jeg er der hvor jeg er i dag.

Set i bagspejlet, så har jeg på så mange år bestået 9 klasse, bestået grundforløb 2 til en pædagogisk assistent uddannelse, fået fuldtidsjob, ude på et normalt arbejde, lykkedes mig at komme ud af systemet, lykkedes mig at bo fast med min kæreste og have et perfekt liv uden så mange nedture nu her.

Jeg kan rent faktisk ikke huske hvornår jeg har haft min sidste nedtur. Jeg har det så godt i dag, uden nogle psykiske ting at slås med. Vi alle fejler vel et eller andet. Men hoved op og røven ned!

OG ET KÆMPE TAK FOR DISSE MANGE ÅR! LOOOOOOOOVE FOR MIG!!!!!!! MØS MØS.  Tidligere ung på Nordlyset.

Left Menu Icon
Kollegiet Nordlyset